Ministeriet for Zombieapokalyptiske scenarier, Sikkerhed og Beredskab (MZSB) offentliggør budgettet for 2025

2025 byder på en ekstra stor beredskabsøvelse som i år forventes at blive afholdt over 2 dage – både den 31/10 og 1/11.

Efter lange og svære forhandlinger er 2025 budgettet for MZSB på plads. Egentlig var forventningen at budgetaftalen allerede skulle have været klar kort efter sidste års store beredskabsøvelse, men forhandlingerne trak ud da der var usikkerhed omkring fordelingsnøglen mellem bygge og anlæg, personale til skræmning, tekniske løsninger og hardware til drift af eksempelvis hjemmeside og mailplatform, samt indkøb af forsyninger til beredskabet – herunder slik til uddeling i forbindelse med den store årlige beredskabsøvelse.
Der har tidligere været forlydender om at der ville blive lavet en tilskudsordning til udbredelse af støvsugere, for at minimere antallet af kosteskafter i danmark, men der har desværre ikke kunnet findes flertal for en sådan løsning. I stedet er der taget beslutning om nedenstående budgetaftale.

Til bygge og anlæg er ambitionen at der i 2025 vil blive udvidet på lagerkapacitet til udstyr til den store årlige beredskabsøvelse. Byggeriet er i udbud, og der er afsat i størrelsesordenen 150.000-200.000 kr. Det er uden sammenligning budgettets største post i 2025, og klart den største budgetpost i Ministeriet for Zombieapokalyptiske scenarier, Sikkerhed og Beredskabs (MZSB’s) historie. Der er samtidig indsat en “fjumre faktor” på 7,4 ind i ligningen da det forventes at byggeriet vil gå over budget når der skal “klimasikres” omkring ministeriet og udgraves en ny zombiekælder til brug for Statens Zombieinstitut (SZI).

Til drift af hjemmeside, mail, afgifter til punktum.dk, strøm mv. afsættes der i 2025 hele 3900,- som også er en anseelig post i budgettet. Pengene forventes kanaliseret til Nationalt Zombie Sikkerhedscenter under Styrelsen for Zombiesikkerhed (ZOMSIK) som i dag står for den drifttekniske afvikling af Ministeriet for Zombieapokalyptiske scenarier, Sikkerhed og Beredskabs (MZSB) hjemmeside mv.

Til indkøb af enkeltindpakket slik til uddeling under årets store beredskabsøvelse (af dobbelt så lang varighed som sidste år) er der afsat 2500,- DKK – indkøbene forventes dog udført i SEK da der er en erfaring med at man får mere for sine penge når der er færre sukkerafgifter. Turen forventes igen i år at gå til Eko.

Årets rejseomkostninger forventes i den lidt lavere ende, der er således afsat 1982,- til 2,5 tanke diesel (Til ministerbilen “Greta”) og 644,- til broafgifter i forbindelse med indkøb i Sverige. Der er således ikke afsat penge til hverken besøg i Bonbon land eller Djurs sommerland.

I de forgange år har der været rigeligt med frivillige skræmmere, så der er således ikke bevilget yderligere midler til personale. Dog vil der igen i år blive afregnet i Ministeriet for Zombieapokalyptiske scenarier, Sikkerhed og Beredskabs (MZSB) “hofret” – lasagne. Eventuelle besparelser forventes gennemført ved hjælp af naturlig zombieficering.

Der forventes ikke nyindkøb af tekniske installationer da der i stedet bruges penge på anlæg som en langsigtet plan om at understøtte en udvidelse af den store årlige beredskabsøvelses omfang, hvilket forhåbentlig vil ske allerede fra 2026.

Minister for Zombieapokalyptiske scenarier, Sikkerhed og Beredskab Fatima Herskerinde udtaler:

“Den nuværende budgetaftale giver mulighed for en ny national strategi på zombiesikkerhedsområdet, og styrker zombiesikkerheden gennem løbende og aktuel rådgivning til borgere, virksomheder og myndigheder. Den borgervendte rådgivning vil blive specielt tilpasset til både sårbare, ældre og børn og unge og mange andre mfl.
Jeg vil gerne understrege at der også vil blive foretaget et analysearbejde af et hurtigarbejdende udvalg der tager stilling til samspillet mellem de forskellige grene i vores zombieberedskab, og jeg vil selv deltage i samspilsundervisning på min lokale musikskole for at være med på noderne.”