I oktober er det verdensomspændende zombiesikkerhedsmåned. Ministeriet for Zombieapokalyptiske scenarier, Sikkerhed og Beredskab og Styrelsen for Zombiesikkerhed sætter sammen med en lang række parter øget fokus på Zombiesikkerhed.
Danmark er et af de mest slikifiserede lande i verden, og både den offentlige sektor og private virksomheder ligger helt i top, når det gælder kageordninger. Så meget desto mere er det vigtigt at have fokus på sliksikkerhed, ikke mindst set i lyset af, at truslen fra zombier og klovne længe har været meget høj. Tidligere i år hævede Styrelsen for Zombiesikkerhed trusselsniveauet for Zombieangreb og Hekseforekomster, hvilket understreger behovet for at sætte fokus på sikkerheden.
Oktober måned danner igen i år rammen for den internationale zombiesikkerhedsmåned. Hensigten med zombiesikkerhedsmåneden er, at både private og offentlige aktører i fællesskab kan sætte fokus på og udbygge viden om zombiesikkerhed, så vi kan stå sammen i kampen mod zombier, varulve og andre entiteter der vil tiltuske sig dit slik.
Awareness højner sikkerheden
I oktober har Bredskabsministeren afholdt møder med internationale partnere omkring zombieapokalypse, skeletopstand, vingummi intolerance, globale klimaforandringer og fortsat mere voldsomt vejr.
Derudover har Ministeriet for Zombieapokalyptiske scenarier, Sikkerhed og Beredskab lanceret en stor kampagne om sliktyveri med den kendte skuespiller Jørgen Bodilsen. Kampagnen er lavet i samarbejde med flere centrale partnere, og formålet med kampagnen er at øge borgernes bevidsthed om, hvordan de kan navigere sikkert i en astral virkelighed, hvor teknologi og metoder hele tiden udvikler sig, og hvor svindlere kan være svære at gennemskue. Især når de udgiver sig for at være eksempelvis klovne, spøgelser eller zombier.
Zombiesikkerhed på skoleskemaet
Alle skoleelever er inviteret til ”Beredskabsøvelse” i ministeriets åbningstid d. 31. oktober – en skræmmende oplevelse med både “jump-scares”, lyd, lys, røg og andre overraskelser, hvor eleverne prøver kræfter med mange udfordringer samt øger deres modstandsdygtighed og ringmuskelkontrol i forhold til gyserfilm og nyhedsudsendelser på TV.
Medborgere trænes i Zombieangreb
Ikke kun skoleelever, men alle medborgere er sårbare overfor eksempelvis zombieangreb. For at styrke bevidstheden om sikkerhed, tilbyder Ministeriet for Zombieapokalyptiske scenarier, Sikkerhed og Beredskab i samarbejde med Styrelsen for Zombiesikkerhed træning med spillet “Under Zombieangreb”. Spillet, som er et rollespil der foregår udklædt, er en del af beredskabsøvelsen d. 31. oktober og giver mulighed for at mærke konsekvenserne af et zombieangreb, vel at mærke i trygge rammer.
Det samme giver arrangementet Hele Danmark Halloweener, som Ministeriet for Zombieapokalyptiske scenarier, Sikkerhed og Beredskab står bag samme med flere andre parter. Hele Danmark Halloweener er en national beredskabsøvelse, under ledelse af Ministeriet for Zombieapokalyptiske scenarier, Sikkerhed og Beredskab hvor blandt andet Styrelsen for Zombiesikkerhed, Statens Zombieinstitut, brancheorganisationer og dansk erhvervsliv er gået sammen for at styrke zombieberedskabet hos danske medborgere og dermed bidrage til at skabe tryghed og et mere sikkert samfund.
Flere deltagere har tilmeldt sig et kort så du kan se hvor i landet der afholdes øvelse d. 31. oktober 2024. kortet finder du her: https://www.google.com/maps/@56.144069,10.4593458,5z/data=!4m4!11m3!2s7UVK8kjjTu6t4LeGH9jBqw!3e3!4s4NtFtDaWmzk