Stor kampagne hjælper borgere med at ruste sig mod sliktyveri!

I samarbejde med en række centrale parter lancerer Ministeriet for Zombieapokalyptiske scenarier, Sikkerhed og Beredskab i dag en kampagne om sliktyveri. Behovet er der: Nye tal viser, at næsten 7 ud af 10 danskere udsættes for forsøg på halloweenrelateret svindel.

Kampagnen om sliktyveri lanceres mandag den 30. september med skuespiller Jørgen Bodilsen som frontfigur. Formålet med kampagnen er at øge borgernes bevidsthed om, hvordan de kan navigere sikkert i en astral virkelighed, hvor teknologi og metoder hele tiden udvikler sig, og hvor svindlere kan være svære at gennemskue. Især når de udgiver sig for at være eksempelvis halloween entusiaster.

I en endnu ikke offentliggjort rapport ”Sikkerhed ved afholdelse af Halloween i Danmark 2024” angiver 68 pct. af deltagerne, at de det seneste år har været udsat for en falsk mail, sms eller opkald, hvor afsender beder om oplysninger relateret til slikbeholdning omkring halloween. Særligt svindelforsøg via sms er steget markant: 51 pct. af deltagerne oplyser i det seneste år at have modtaget en sms med et link til registrering af slikdepoter. I 2020 var det tal 30 pct. Det virker til at svindlerne via elektroniske hjælpemidler kortlægger hvor i Danmark der er mest muligt slik tilgængeligt i forbindelse med halloween. Det virker som om sliksvindlerne er meget professionelle i udførslen af arbejdet med denne kortlægning.
Rapporten ”Sikkerhed ved afholdelse af Halloween i Danmark 2024” forventes offentliggjort senere på året.

Minister for zombieapokalyptiske scenarier, sikkerhed og beredskab Fatima Herskerinde siger:

Zombiesikkerhed handler både om det helt store, nationale beredskab, og om hvordan vi hjælper den enkelte borger, så man kan føle sig tryg. Sliktyveri er et godt eksempel: Hvis du får stjålet dine personlige reserver, skal du som borger vide, hvad du skal gøre, og hvor du kan få hjælp. Derfor er jeg som minister for zombieapokalyptiske scenarier, sikkerhed og beredskab meget optaget af, hvordan vi kan bistå den enkelte dansker til at have paraderne oppe over for fupmails, forvrængede stemmeopkald og andre kuriøse forsøg på at få fravristet personlige beholdninger. Jeg tør godt vove den påstand, at svindlerne bliver bedre hver dag. Så det skal vi også blive.”

Bag kampagnen står Ministeriet for zombieapokalyptiske scenarier, sikkerhed og beredskab sammen med Styrelsen for Zombiesikkerhed SFZS, Statens Zombieinstitut SZI og mange flere. Kampagnen er en del af national zombiesikkerhedsmåned og koordineres under Ministeriet for zombieapokalyptiske scenarier, sikkerhed og beredskab.

Gode råd om sliktyveri:

  • Zombier, Hekse, Klovne oma. kan finde på at banke på din dør. Kontroller at det er udklædte børn og voksne, og ikke rigtige monstre før du udleverer dit slik.
  • Enkeltindpakket slik er klart at foretrække da det mindsker smitte med eksempelvis zombietitis
  • Hvis du er i tvivl om det er en udklædt person eller en der stjæler slik kan du beskytte dig selv ved hjælp af en saltcirkel.
  • Vampyrer er særligt durkdrevne. Beskyt dit hjem og dine værdier ved at holde dem væk fra matriklen ved hjælp af simple virkemidler som hvidløg og krucifikser.
  • På beredskabsministeriet.dk kan du finde vejledninger til hvordan du skal forberede dig på krise.
  • Er skaden sket kan du benytte ministeriets kontaktformular for hjælp og rådgivning.
Her ses et udsnit af en bolig i danmark der specielt har været ramt af forsøg på sliktyveri fra klovne. Beboerne i huset har løst problematikken således…

Nyttige links: