En ny informationskampagne fra Ministeriet for Zombieapokalyptiske scenarier, Sikkerhed og Beredskab (MZSB) ser dagens lys.
Initiativet skal sikre at borgerne i Danmark oplyses om truslen fra Zombier såvel som mange andre væsener, der ser dagens lys – nu hvor vi nærmer os den mørke tid.
Den landsdækkende kampagne er skabt i samarbejdet med Beredskabsministeriets mediepartner VAM, PYR og Co.
Kampagnekontoret har indgået samarbejde med flere forskellige mediehuse, herunder både Everdrup Bladet (EB), Brylle Tidende (BT) og Dalby Radio (DR). Af andre mediepartnere kan nævnes lokalsamarbejdet med råderet over opslagstavlen i Mandø Brugsforening, samt en tilsvarende aftale med Din Købmand i Flumløse, for endnu større udbredelse.
OBZ-udsendelserne har på den måde en unik mulighed for at kommunikere sit budskab til en meget stor del af befolkningen på en effektiv måde.
Initiativet er en del af en langsigtet strategi også kendt som Ministeriet for Zombieapokalyptiske scenarier, Sikkerhed og Beredskabs 5 års plan. Planen sætter fokus på forskellige aktører der specielt her i årets mørke måneder har et højere aktivitetsniveau. Det drejer sig altså både om de mere almindelige halloweenrelaterede trusler som Zombier, Vampyrer og Varulve der alle kan inficere med en agressiv virus. Men også andre af vinterens væsener som forskellige typer af nisser og Julemanden vil blive belyst i kampagnens informationsmateriale.
Formålet er kort kontantinformation. Altså ren oplysning i form af vejledning, rådgivning eller varsler om forhold, der vedkommer befolkningen i alle aldersgrupper. Materialet vil være i form af både glade, sørgelige og ikke mindst vejledende meddelelser.
Formålet med OBZ-indslag på de før omtalte platforme er at bringe samfundsinformation af generel interesse for befolkningen.
Materialet er samskabt med borgergrupperne Dommedagsprofeterne og Nissernes Befrielsesfront, Styrelsen for Zombie Sikkerhed (SFZS) samt Selskabet til Fremme af Viden om Levende Døde.
OBZ-udsendelser og OBZ-materiale sammensættes og redigeres af OBZ-redaktøren i samarbejde med OBZ-udvalget. OBZ-udvalget udpeges af ministeren for Zombieapokalyptiske scenarier, Sikkerhed og Beredskab i samarbejde med den af ministeren udpegede særlige rådgiver samt den til enhver tid presseansvarlige i ministeriet.